Menu

New public management trækker stadig vejret

Kritikken hagler ned over reformregimet new public management, som senest er blevet erklæret død af Danske Regioner. Men regimet lever i bedste velgående, lyder det fra forskere og praktikere.

Af Camilla Karlsen, cand.public., alumnekoordinator ved SDU

Der er opstået et åbenlyst oprør i den offentlige sektor: Faglige organisationer, Socialdemokraternes formand og senest Danske Regioners direktør Adam Wolf har afskrevet new public management (NPM), som ellers har været det dominerende styringsregime i den offentlige sektor siden 1980erne. Måden at tænke på har simpelthen udviklet sig til mistillid og kontrol, der ikke giver værdi for borgerne, lyder kritikken.

Men står styringsregimet så med det ene ben i graven?

Hovedet er ikke skilt fra kroppen

Emnet blev diskuteret på en konference om offentlig ledelse på SDU i november 2016. Konferencen markerede 20-års jubilæet for masteruddannelsen for offentlige ledere, Master of Public Management, og mere end 140 tidligere studerende og i dag højt placerede offentlige ledere deltog.

En af dem var ledende oversygeplejerske Arne Brehm Høj, som er ansat ved Afdeling for Operation og Anæstesiologi ved Sydvestjysk Sygehus.

- Jeg er en af dem, der godt kan lide new public management. Selvom Information havde sat en dødsannonce for new public management på avisens forside for nylig, så er det nu engang sådan indenfor mit fag, at man ikke begraver nogen, før de er døde. Det vil sige, at hovedet skal være skilt fra kroppen, eller der skal være indtruffet rigor mortis (dødsstivhed). Og her har jeg altså stadig til gode at se, at new public management er død: I min hverdag er der stadig kontraktstyring og produktionsplaner og andre målemetoder, så for mig indikerer det, at patienten stadig trækker vejret, sagde Arne Brehm Høj.

Dokumentation er nødvendig

Professor Asbjørn Sonne Nørgaard, leder af Center for politisk psykologi på SDU, var enig i den iagttagelse. New public management lever i bedste velgående.

- I offentlig ledelse er det nødvendigt at styre det spænd, der er mellem økonomi- og resursestyring på den ene side og det evige forventningspres fra borgerne og politikerne på den anden. Vil metoder fra new public management være en del af den ligning? Ja, det vil det. Ellers vil vi få et andet regime, der ligner NPM. Uanset om vi kalder det værdibaseret ledelse eller noget andet, handler det stadig om, at en moderne og professionel offentlig sektor har behov for at kunne dokumentere sit arbejde – overfor borgerne, medierne og overfor sig selv. Det er simpelthen kernen i udviklingen af den offentlige sektor, sagde Asbjørn Sonne Nørgaard.

New public management er "new normal"

Professor Kurt Klaudi Klausen, leder af uddannelsen Master of Public Management på SDU, var enig: Der er ikke noget alternativ til at forsøge at sætte ambitiøse og klare mål for arbejdet, spørge hvad der tilføjer værdi for slutbrugerne (borgere/brugerne/klienter/patienter) og dokumentere, hvordan medarbejdermæssige og økonomiske ressourcer forvaltes, så målene indfries.

- Produktivitet og effektivitet vil også fremover være vigtige målestokke for arbejdet i det offentlige. I det hele taget mener jeg, at NPM ikke blot lever og har det godt, NPM er ”new normal” og har også været med til at transformere den offentlige sektor i retning af at være langt mere effektiv og professionelt fungerende end for tre årtier siden, da de første NPM-orienterede reformtiltag så dagens lys. Endvidere er vi kun lige begyndt med at eksperimentere med eksempelvis udlicitering og offentligt-private samarbejder. Omvendt er det klart, at der ved siden af professionel management er brug for leadership, det vil sige et behov for ledere, der evner at skabe visioner, tillid, mening og motivation. Det er ikke et enten eller men et både og, sagde Kurt Klaudi Klausen.

Dette blev også understreget af de kvindelige topledere på konferencen. Lisbeth Lagoni, sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital, direktør ved Odense Universitetshospital Judith Mølgaard, koncerndirektør i Region Syddanmark Rikke Vestergaard, psykiatridirektør i Region Nordjylland Annette Sloth understregede alle – til trods for at de sidder allerøverst i hierarkiet i kommuner og regioner – nødvendigheden af ikke at miste fokus på samarbejdet og medarbejderne.

Læs flere artikler om offentlig ledelse

Selvom konferencen er overstået, fortsætter markeringen af MPM-uddannelsens 20-års jubilæum de kommende uger, hvor vi belyser aktuelle, kritiske temaer, der har betydning for udviklingen af den offentlige sektor. Find artiklerne på denne side, eller få dem direkte i din mailboks de kommende uger ved at skrive dig op til nyhedsbrevet.

Tilbage til aktuelt
Kursus: Lokal og regional erhvervsudvikling

Hvert år bliver der brugt 38 mia. kr. på erhvervsfremme i danske kommuner og regioner. Men kommer der egentlig nok ud af den investering – for virksomhederne og for Danmark? SDU udbyder nu et kort program, der gør erhvervsudviklere endnu bedre til at udarbejde en unik erhvervsindsats for lokalområdet.

Læs mere om programmet Lokal og regional erhvervsudvikling

KURSUS: Rust din organisation til de nye EU-regler om persondata

I maj 2018 får reglerne i den nye EU-forordning om databeskyttelse virkning i Danmark. Både offentlige og private skal fremover kunne redegøre for, hvordan personoplysninger håndteres lovligt i deres organisationer. SDUs skarpeste jurister inden for persondataret tilbyder et program, der certificerer deltagerne til at håndtere de kommende regler.

Læs mere om programmet Certifikat i persondataret

Forskerkontakt

Professor Kurt Klaudi Klausen, Institut for Statskundskab. E-mail: kkk@sam.sdu.dk, telefon: 65503232

Gå til profil

Master of Public Management giver blik for strategisk ledelse

Uddannelsen Master of Public Management - eller MPM - henvender sig til ledere på niveauet lige under direktionen og til ledere af store, offentlige institutioner. Ser du dig selv som strateg, entreprenør, meningsskaber og institutionsbygger, vil du føle dig hjemme på Master of Public Management.

Læs mere om MPM-uddannelsen

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies